Lavemissionssædskifter til målrettet regulering
Det er formålet at gøre lavemissionssædskifter til et virkemiddel i den målrettede kvælstofregulering. Det er målet at udvikle og dokumentere effekterne af sædskifter, hvorfra der vedvarende tabes meget lidt kvælstof.
Indledningsvis i AP1 udarbejdes foreløbige dyrkningsvejledninger for lavemissionssædskifter tilpasset forskellige typebedrifter ud fra eksisterende viden. Den indledende analyse, der også inddrager bedrifternes foderbehov og økonomi, skal danne grundlag for at fastlægge det endelige forsøgsprogram, der gennemføres i AP2 og AP3. Der gennemføres en screening med N-min prøver efter effektive afgrødefølger i praksis med hensyn til at sikre lave kvælstoftab, bl.a. i forbindelse med omlægning af kløvergræs. I tilknytning til dyrkningsvejledningerne karakteriseres lavemissionssædskifterne med hensyn til kvælstofudvaskning, emission af drivhusgasser, udbytte, foderforsyning og økonomi. I AP2 gennemfører Aarhus Universitet markforsøg med udvalgte lavemissionssædskifter med henblik på at dokumentere kvælstofudvaskning, kvælstofudnyttelse, kvælstofbehov og udbytter. I AP3 gennemfører Aarhus Universitet markforsøg, der skal belyse effekten af forskelle i kvælstofbortførsel med afgrøden på kvælstofudvaskningen. Markforsøgene suppleres med modelberegninger for at belyse den langsigtede effekt. I AP4 udarbejdes dyrkningsvejledninger for lavemissionssædskifter inkl. typetal for kvælstofudvaskning, kvælstofoverskud, kvælstofbehov og emission af drivhusgasser på baggrund af resultaterne i AP2 og AP3. Endvidere beskrives økonomien i lavemissionssædskifter samt hvordan sædskifterne kan implementeres i den målrettede kvælstofregulering. AP2-AP4 gennemføres i perioden 2020-2023.
Effekten af projektet er en omkostningseffektiv regulering, da projektet medvirker til en effektiv målretning af kvælstofindsatsen inden for et vandopland mod de områder, hvor kvælstofretentionen er lav. Det vurderes, at mindst en tredjedel af kvælstofudledningsreduktionen under den målrettede regulering på sigt vil ske gennem lavemissionssædskifter. Det svarer til 1.200 tons N årligt i 2021.